Skip to main content

Ekspertens 3 anbefalinger til genial videnskabsformidling

Journalist og kommunikatør Berit Viuf guider dig til gode eksempler på videnskabsformidling (og fortæller, hvad du skamløst kan kopiere).

Aktuelt – spøgelsesskoven i Oregon

Klimaforandringer, biodiversitetskrise og covid-19 har gjort forskning til forsidestof de seneste år.

Videnskabsformidling er relevant som aldrig før, og genren stiller store krav til forskere, kommunikatører og journalister, når komplicerede videnskabelige tal og studier skal formidles til den brede befolkning.

På den ene side skal du som videnskabsformidler navigere i information og misinformation og sørge for, at du kan stå 100 % inde for gyldigheden af den forskning, du skal formidle.

På den anden side skal du sørge for at tilrettelægge og vinkle dit stof, så det bliver interessant og relevant for dine modtagere – og du skal have en god fornemmelse for den målgruppe, du kommunikerer til.

Journalist, kommunikatør og underviser på kurset Videnskabsformidling Berit Viuf guider dig herunder til 3 eksempler på god videnskabsformidling – og fortæller, hvad du kan lære af eksemplerne og bruge i din egen kommunikation.

Anbefaling 1

Artiklen “The Really Big One” af Kathryn Schulz for The New Yorker

”En fantastisk artikel tilbage fra 2015 som jeg bliver ved med at vende tilbage til er The Really Big One af Kathryn Schulz for The New Yorker. Den er dystopisk, men virkelig godt skrevet. Hun formår at formidle noget så usexet som seismologi ved at starte med en reportagescene fra jordskælvet og tsunamien i Japan i 2011. Hun fortæller også om spøgelsesskoven i Oregon (som kan ses på billedet i toppen af siden) og lokker én ind i artiklen, så man ikke kan lade være med at læse videre. Snart går det op for en, at der anyday kan komme et kæmpe jordskælv med dertilhørende tsunami ved den nordamerikanske stillehavskyst – og de er slet ikke forberedte på det.”

Det kan du lære:

”Sæt scenen og mal billeder undervejs i din videnskabsformidling. Næsten som i en novelle. Få konkretiseret forskningen og de videnskabelige resultater, så det bliver relevant for den virkelighed, din modtager lever i.”

Anbefaling 2

Podcasten ”Science Vs” med videnskabsjournalist Wendy Zukerman som vært.

”Jeg kan virkelig anbefale denne her podcast. Værten er sjov og afslappet og bruger meget humor som sit virkemiddel – men forskningen, der bliver behandlet i programmet, er bundsolid. Hun arbejder med emner, der fascinerer os. Både hverdagsting som hvorfor vi lugter under armene, men også store emner som race, hvor hun fx lader forskerne forklare, at alle mennesker på jordkloden er så genetisk ens, at det kun giver mening at tale om kulturforskelle. Humor kan være et farligt greb inden for videnskabsformidling, og det er ikke for alle, men ”Science Vs” slipper godt afsted med det.”

Det kan du lære:

”Find din stil og stå ved den. Du hverken kan eller skal gøre alle glade på samme tid. Tag fat på et aktuelt emne, som folk går op i, og behandl det videnskabeligt. Få det indsnævret, og gør det så smalt, at du kan komme hele vejen rundt om forskningen omkring dit stofområde.”

Anbefaling 3

Artiklen ”Små puf løser ikke verdens største problemer. Var der nogen, der sagde det?” af Jesper Olsen for Zetland.

”En spændende artikel om nudging fra danske Zetland, der undersøger argumenterne for og imod, om det populære nudgingkoncept overhovedet virker. Artiklen har i udgangspunktet det klassiske journalistiske kriterie om konflikt, men formår alligevel at kombinere det med det konstruktive og giver nogle gode, opbyggelige bud på mekanismerne inden for adfærdsdesign, som man som organisation kan lade sig inspirere af – og bruge som afsæt for at dykke mere ned i forskningen om nudging og se, om det er noget, man vil arbejde videre med.”

Det kan du lære:

”Hav en konstruktiv tilgang til dit stof, og præsenter dine læsere, lyttere eller seere for løsninger på de problemstillinger, du behandler i din videnskabsformidling. Vær løsningsorienteret – samtidig med at du selvfølgelig er kritisk og forholder dig til fakta.”

Find din stil og stå ved den. Du hverken kan eller skal gøre alle glade på samme tid.

Berit Viuf

Relevante kurser

Om Berit Viuf

Gæsteunderviser Berit Viuf

Berit Viuf

Er oprindeligt uddannet cand.techn.soc. og har siden 2007 arbejdet som journalist og kommunikatør inden for forskning, teknologi og sundhed. Berit har især erfaring med narrativ journalistik.